Termogulve fra ABM Gulve anvendes som 'flydende' isoleringsmateriale, der udlægges i stedet for traditionel isolering i nybyggeri og ved renoveringsopgaver - med mange arbejdsmæssige, tidsmæssige, kvalitetsmæssige og miljømæssige fordele.
Termogulve minder m.h.t. princip og materialer om flydegulve eller selvnivellerende gulve. Ved termogulve iblandes flydemassen (der består af vand og cement) dog polystyrenkugler, som i kraft af en speciel coatning fordeler sig jævnt over alt i flydemassen. Termogulve blandes og pumpes fra en mobil enhed, placeret på en trailer. Blandingen kan pumpes i en afstand af op til 75 meter og i op til 7 etagers højde.
En af de første store opgaver med den nye gulvtype var ca. 600 kvm termogulve i de ni såkaldte punkthuse med i alt 49 ejerlejligheder i Kongefolden i boligområdet Skanderborg Bakker. Denne isoleringsopgave tog to dage.
Et andet eksempel er den ca. 300 år gamle hovedbygning på godset Åkær ved Odder. Her blev gulvarealer på i alt 600 kvm - og med niveauforskelle på op til 46 cm - rettet op og isoleret på en dags tid. En traditionel strøopbygning ville have været meget tidskrævende og dyr, skriver virksomheden.