Den nye flisekollektions unikke konstruktion adskiller sig væsentlig fra de flisekollektioner, der ofte ses på markedet. Ved hjælp af specialudviklede garner har man opnået et unikt udseende, hvor tæppets luvretninger ikke fremgår synligt.
De 18 farvenuancer i epoca space modular tager sit afsæt i grundig research af farve- og materialetendenser inden for indretning af kontormiljøer. En række førende internationale trendbureauer og producenter af kontormiljøer er taget med på råd for at finde frem til en farvepalet, der på bedste vis afspejler tidens tendenser.
- Vi ser i øjeblikket en tendens til at kombinere træsorter med forskellige grønlige nuancer. Denne tendens har vi indarbejdet i farvekortet via en række gyldne og brune nuancer. Den limegrønne farve fra tidligere sæsoner er opdateret til en mere frisk og syrlig nuance, som er flot i kombination med den nye friske, græsgrønne farve, fortæller designer Karen Lund Hansen fra egetæpper.
- Gode akustiske egenskaber og materialer valgt med omhu er en forudsætning for et godt indeklima. I mange tilfælde skyldes dårlig akustik glatte overflader, der reflekterer lyd ud i rummet. Tæpper er gode lyddæmpere, idet de absorberer en stor den af den lyd, der rammer dem i stedet for at kaste lyden og dermed også støjen ud i rummet. Den nye epoca space modular-kollektion er produceret med Antron Legacy fibre, som ud over at sikre høj slidstyrke og komfort, virker som et fleksibelt akustisk hjælpemiddel på kontoret, siger Steen Bjørn, som er produktudviklingschef hos egetæpper.
Ud over at bidrage positivt til det akustiske miljø på kontoret, er den nye kollektion godkendt i henhold til Dansk Indeklimamærkning, som sikrer, at kollektionen lever op til standarder, Dansk Teknologisk Institut har opstillet for at sikre sunde indeklimaer. Det betyder blandt andet, at kollektionen ikke indeholder PVC eller Bitumen.