På en Domotex-messe i 2010, hvor nyskabelserne skulle registreres på de berømte små marginaler, kunne et dansk firma uden problemer trække fagfolk til Halle 9, stand A34. De kom primært for at kigge på en tynd tråd omviklet med sort silikone.
Strengen er en ‘gummi'-fuge, der tjener som mellemlag til Dane-Wood A/S' 14 mm lamel-skibsparket i skandinavisk fyr. Fugen låses fast af det svenske Vellinge kliksystem. Fuge, gulv og firma er relative nyskabelser, der for første gang lod sig beskue på verdens førende gulvmesse.
Gulvet lægges svømmende: Først en række planker, og dernæst en fuge, som klemmes fast af klikket fra næste hold brædder. Og den løber ingen steder, fugen altså.
- Kliksystemet sikrer, at plankerne holdes på plads, så det er umuligt at trykke fugen tynd. Der opstår heller ikke det problem, at fugen med tiden kryber i enderne, idet den bliver holdt fast af snoren. Den meget enkle montage, som slutbrugeren snildt selv kan udføre, gør dette skibsparket betydeligt billigere end andre. Silikonefugen vil efterfølgende kunne slibes, hvad traditionelle skum- eller plastfuger ikke kan, fortæller Claus Balsby, direktør og medejer af Dane-Wood A/S.
Sortimentet i dag er trelagslamel i amerikansk valnød og eg, dansk ask og svensk fyr. Massive gulve føres i valnød, kirsebær og eg.