I nyligt indrettede kontorer på Lollandsvej har Boticon, projektudvikler, fravalgt den blankt bonede parket og tykke tæpper.
I stedet ruller kontorstolene ubesværet rundt på en rustik, rå belægning, der har en lighed med beton eller mørtel.
- Men det er Confalt™ fra Lamminkäinen, forklarer en af nøglepersonerne bag konverteringen af den forhenværende produktionshal, direktør Karl Henrik Elkjær, Boticon A/S, Ikast.
Shedtagets ovenlys sender kaskader af sol ned over det moderne administrationsmiljø. Ikke bare fordi her er trådløst netværk og kantinekøkken; tidens tone anslås også med synlige installationer, materialer i gråtone-skalaen og akustiklofter af træbeton. Historiens industrielle inspiration emmer ud af huset.
På det robuste, industrielt inspirerede gulv er den tørre akustik forbløffende?
- Derfor er Confalt et godt gulv til dette formål, forklarer Karl Henrik Elkjær.
Med sit indhold af bitumen er det blødere gulv med en god komfort, men vel at mærke uden at give køb på de robuste kvaliteter og den nemme rengøring, vurderer Elkjær, som kender Confalt gulvet fra en del tidligere Boticon-byggesager.
Producenten Lemminkäinen A/S oplyser, at Confalt er en fugefri belægning, der kombinerer den høje styrke i den cementbaserede Confalt mørtel med fleksibiliteten i asfalt.
Gulvet er egentlig udviklet specielt til meget høje kontakttryk fra trucks, reoler, lastbiler, fly og lignende – inde såvel som ude. I en tid, hvor arkitektur og indretning sætter pris på en god historie, har Confalt imidlertid fundet nye nicher.
- Når gulvet slibes, kommer granittilslaget til syne og udtrykket bliver lidt som i en terrazzo-belægning, forklarer Karl Henrik Eljær.
Hvordan er arbejdsmiljøet?
Karl Henrik Elkjær: – En arbejdspladsvurdering (APV) gennemført af en af lejerne giver topkarakter til huset, så det kan vi kun være tilfredse med.