En ny undersøgelse foretaget af Gulvbranchen viser, at næsten alle gulvlæggere har renoveringsopgaver i bygninger med miljøgiften PCB. Men en fjerdedel ved ikke, at der er risiko for PCB i byggematerialer i bygninger fra perioden 1950 til 1977.
Samtidig forsømmer bygherrer deres pligt til at måle PCB-niveauet, inden gulvlæggerne går i gang med deres arbejde. Det betyder, at PCB-holdigt byggeaffald håndteres forkert og bliver genanvendt i stedet for at blive destrueret. Dermed sætter bygherrer gulvlæggernes helbred på spil, overtræder Affaldsbekendtgørelsen og anden lovgivning samt forurener miljøet.
Det er hovedkonklusionen af en ny undersøgelse, som 32 procent af Gulvbranchens medlemmer har medvirket i. Kun ti procent svarer, at de aldrig arbejder i PCB-holdigt byggeri.
-Undersøgelsen tyder på, at en ret stor mængde affald håndteres forkert. Størstedelen svarer nemlig, at de arbejder i byggeri opført eller renoveret i PCB-perioden fra 1950-1977, men samtidig siger meget få gulvlæggere, at de håndterer affald fra PCB-holdigt byggeri. De er således ikke bevidste om, at de arbejder i et PCB-holdigt miljø. Det går først og fremmest ud over gulvlæggeren og bygherre, der udsætter sig selv for en stor sundhedsrisiko. Men det betyder også, at byggeaffald, der burde håndteres som forurenet, genanvendes, og det er skidt for miljøet, siger Simon Stig-Gylling, miljøkonsulent i Dansk Byggeri
I undersøgelsen svarer hele 35 pct., at de aldrig har oplevet, at der bliver målt for PCB forud for renovering eller udskiftning af gulve.
-Det er bygherres ansvar, at der måles for PCB, så niveauet kortlægges. Men dette overser bygherrer alt for ofte, og derfor må gulvlæggeren også gøre sit til, at byggeherre er sit ansvar mere bevidst. F.eks. kan han spørge bygherre, om der er målt for PCB. Ligesom han selv kan sætte sig ind i reglerne for, hvordan PCB-holdigt byggeaffald håndteres, siger Simon Stig-Gylling.
Miljøkonsulenten slår fast, at Gulvbranchens nye undersøgelse vidner om, at der er en stor informationsopgave over for bygherrerne og deres rådgivere. Derfor arbejder Dansk Byggeri også aktivt for at få etableret et videncenter for håndtering og genanvendelse af bygge- og anlægsaffald, som gerne skulle vejlede bygherre om deres ansvar i denne sammenhæng. Men der er også behov for, at eksempelvis gulvlæggere bedre forstår, at det er vigtigt for dem selv at være opmærksom på, at de udsættes for PCB, når de arbejder i bygninger fra 1950-77. Ikke mindst i betragtning af, at det er videnskabeligt dokumenteret, at PCB er en af de 12 farligste miljøgifte, som kan nedsætte fertiliteten og forårsage kræft, når man kommer i berøring med det.
Anders Hjorth Jensen, branchechef i Gulvbranchen tager undersøgelsens resultater meget alvorligt og erkender, at der er behov for en større informationsindsats i forhold til medlemmerne:
– Dansk Byggeri har allerede udarbejdet vejledninger, som vores medlemmer frit kan hente fra hjemmesiden. Fra Gulvbranchens side vil vi på kommende gå-hjem møder, oplyse vores medlemmer om, hvordan de skal forbedre deres eget arbejdsmiljø i PCB-holdigt byggeri. Det er ikke godt nok, at hvert fjerde medlem ikke er klar over, at byggeri fra 1950-77 kan være ensbetydende med, at der er PCB i byggematerialerne, og kan ikke negligeres, siger han.
Gulvbranchen har i undersøgelsen også spurgt medlemmerne, hvordan de typisk kommer af med deres byggeaffald. Her svarer 57 pct., at de selv afleverer affaldet på de kommunale genbrugspladser. 43 pct. af deltagerne i undersøgelsen svarer, at de synes, at det er for dyrt at komme af med affaldet på genbrugspladserne. Det ærgrer Simon Stig-Gylling, at det netop er prisen, som afgør, hvorfor gulvlæggeren ikke benytter genbrugspladsen:
-Prisen for at aflevere affald på genbrugsstationen bør afspejle, hvad det koster kommunen at håndtere det. Jeg synes, det er ærgerligt, at gulventreprenørerne hænger sig i, at det er for dyrt, da det i sidste ende er bygherren, der skal betale for det.
Gulvlæggeren kan efter aftale med bygherren lade det være op til bygherren eller kunden selv at køre på genbrugspladsen med det. Som regel betaler bygherren, hvis det er en almindelig boligejer, et årligt affaldsgebyr til kommunen, og han skal derfor ikke betale ekstra for at aflevere affaldet, siger miljøkonsulenten fra Dansk Byggeri.
Foto: PCB-holdigt byggeaffald håndteres forkert og bliver genanvendt i stedet for at blive destrueret. Dermed sætter bygherrer gulvlæggernes helbred på spil, overtræder Affaldsbekendtgørelsen og anden lovgivning samt forurener miljøet.