Der er for længst dømt måttetid i Danmark. De rigtige løsninger til gulvet der, hvor ude møder inde, er i tiltagende grad vigtige i takt med, at klimaet bliver både gråt og vådt.
Det har Egetæpper reageret på med en løsning med navnet Entryway fra den britiske producent Amtico.
Ege Amtico Entryway er en kollektion af måtter til indgangspartiet – af syntetiske fibre, der af Egetæpper beskrives som både gennemtestede, slidstærke og vedligeholdelsesvenlige. Med sin palet af farver, designs og teksturer er Amtico Entryway udviklet til særligt at matche den skandinaviske byggestils ofte minimalistiske udtryk. Kollektionen leveres i fliser på 61 x 61 cm og kan tilpasses arkitekturen i det enkelte rum eller byggeri, da fliserne er både lette at håndtere, opbevare og transportere.
– Når indgangszonen skal defineres, bør det med i billedet, at 64 pct. snavs fra fodtøj fastholdes i et indgangssystem med 3 m’s dybde, og at et system på 6 m fastholder ikke mindre end 81 pct. af snavset, understreger Egetæpper i en præsentation.
Ege Amtico Entryway, der leveres i de tre designs – Ruffian, Recourse og Take Back – er et velegnet valg til skoler, hospitaler, kontorer, butikscentre og stærkt trafikerede områder, hvor en effektiv løsning til indgangspartiet har topprioritet.
Foto: Indgangsparti forsynet med en måtteløsning fra Ege: Amtico Entryway.