Miljølim hæfter på fem sekunder

Ardex Danmark har opfundet en aktivator, der genindfører kontaktlimens hurtigt hæftende egenskaber

Livet er på vej til at blive nemmere for gulvlæggere. Specielt, når det drejer sig om at sikre omgående klæbning af tekstil eller banevarer i linoleum og vinyl, når de skal krummes eller bukkes. I det hele taget angår de gode nyheder alle opgaver, hvor gulvbelægningens egen materialespænding kan være en udfordring for moderne lim.

Det oplyser Ardex Danmark A/S, førende producent af lim og spartelmasser, som er klar med sprayproduktet AF601.

- Der er tale om en ‘aktivator’, hedder det i producentens præsentation. AF601 er således et supplement til de nye miljølim-typer AF 600 (våd kontaktlim) og AF 260 (til tekstil og linoleum): Aktivatoren påføres med sprayflaske på toppen af det netop udlagte limlag på områder, hvor der ønskes hurtig og styrket vedhæftning. Virkningsstoffet i AF601 indgår nu i en kemisk reaktion med limens indholdsstoffer og betyder, at limen – i lighed med traditionel kontaktlim - hæfter effektivt i løbet af fem sekunder!

- Men Ardex AF601 er en vandbaseret opløsning af specialsalte og er helt uden risiko for mennesker og miljø, understreger teknisk chef Carsten Rasmussen, Ardex Danmark. AF601 er ligeledes velegnet til montage af elastiske beklædninger på væg, understreger den tekniske chef.

Produktet kommer som en naturlig konsekvens af et øget fokus på sundhed og miljø, der er dynamoen i det nyeste program af gulv – og vådlime fra Ardex Danmark. Der er tale om fem nye gulvlime, der alle lever op til miljøkravene i EU-normen EC1 og til det tyske miljømærke, Blaue Engel. Serien indeholder foruden AF260 og 600 også universallimen AF2224 til elastiske og tekstile beklædninger samt AF2420, en polymerlim til parket.

Markedet har taget vel imod initiativet fra Ardex Danmark. En bruger er Lars Gregersen fra Gregersen Gulve: – Aktivatoren kan også anvendes, hvis underlaget ikke er helt jævnt eller hvis belægningsproduktet er stift at arbejde med. At vedhæftningen er omgående betyder sparet tid på byggepladsen, erklærer Lars Gregersen.