Bygningsisolering har i mange år været lig med materialer af mineraler som sten eller glas, der bringes til smeltning ved høje temperaturer.
I en nystiftet Brancheforening for Alternativ Isolering, BAI, ser de faglige aktører en fremtid, hvor den metode ikke altid vil være den bedste eller rigtige vej at gå. I stedet udvikler disse virksomheder materialer, der er baseret på et genbrug af aviser og anden papirproduktion, på restfraktioner fra træindustrien, nogle på polystyren. Især de første passer til tandhjulene i Cradle to Cradle® økonomiens cirkulære økonomimodeller.
Også for isoleringen af gulvet har den udvikling afgørende betydning, afhængigt af om der er tale om strøgulve eller et gulv med underliggende krybekælder.
- Det er vores opfattelse, at fremtidens isoleringsmaterialer vil ændre sig med de nye krav, der er indbygget i de politiske målsætningerne om en reduktion af energiforbruget frem mod 2020, siger den første formand for de alternatives isoleringsforening, Carsten B. Kudsk, der selv driver virksomheden Green Energy på Fyn. Vurderingen går på, at mineral- og glasuld udfordres på dimensionerne, når isoleringsværdierne skal øges markant. Mens en bygning i lavenergiklasse i dag må have et behov for tilført energi på op til 50 kWh/kvm p.a., falder det tal til 20 i 2020! Baseret på traditionelle metoder vil konstruktionstykkelser på en halv meter med 300 mm isolering blive en norm i det scenarie.
- Derfor peger vi på, at alternative isoleringsmetoder med alternative materialer, der er højtydende på mindre dimensioner er påkrævet til hele bygningens klimaskærm: Facader, tag, lofter og gulve, forklarer Carsten Kudsk.
Hans engagement blev spejlet på den byggemesse, der i oktober blev holdt for tredje gang i København med bæredygtighed som overskrift: BuildingGreen. Her var en vifte af udstillere mødt frem på hver sin stand for at diskutere alternative isoleringsmaterialer med messegæsterne: Papiruld Danmark, Papirisolering Danmark, Panelbyg.dk og Træfiber Danmark var blandt eksemplerne.
- Messedeltagelse og deltagelse i den offentlige debat i det hele taget er lige nu afgørende, fordi vi har et behov for at blive synlige for markedet, understreger Carsten Kudsk; forbrugerne – om de nu er fra erhvervsbyggeriet eller hører hjemme i den private sektor – bør modtage den fornødne oplysning om mulighederne for dermed også at have et reelt og fair grundlag for at vælge.
- Men det er ikke tilfældet i øjeblikket, fordi den alternative isoleringsbranche ikke får en opmærksomhed, der står i et rimeligt forhold til dens potentiale, mener den nye brancheforenings formand. Han måler potentialet på, at materialerne udviser højere isoleringsværdier end konventionelle løsninger med mindre volumen og, at de løser de kondens- og fugtproblemer, som højtisoleret byggeri ofte skaber.
- Cellulosebaseret isolering (af f.eks. genbrugspapir) består for 95 procent vedkommende af træfibre. De er fra naturens side skabt til at lede fugt i træets levetid, lyder udredningen fra en af de ledende operatører indenfor alternativ isolering, CBI Danmark.
Direktør Per K. Thomsen: – Papirisoleringen kan opsuge fugt, når der er for meget af den, og afgive den igen, når det behov opstår, altså et fugtlager. I det højtisolerede byggeri bliver det en vigtig egenskab, understreger Per Kragelund Thomsen.
Papiruld er særligt interessant i forbindelse med efterisolering, når der er krybekælder med et hulrum under gulvet. Såfremt krybekælderen har en vis højde, kan papirulden påføres som wetspray nede fra. Denne metode sikrer samtidig den vigtige lufttætning.
Men også strøgulve kan isoleres med papirulds granulat. Papirulden blæses ud mellem strøer, før gulvet lægges eller blæses ind under belægningen lige før færdiggørelse.
- Generelt gælder det for alle dele af klimaskærmen, at alternativ isolering kræver mindre plads end den, vi nu kender. Det bærer en betydelig vægt, når vi skal afregne prisen for de anvendelige arealer; de bliver stadigt mere kostbare, efterhånden som verdens befolkning fortsætter med at vokse, påpeger Brancheforeningen for Alternativ Isolering.
På minussiden tæller det, at de alternative løsninger til isolering endnu er på det stadie, der af et flertal i befolkningen opfattes som ‘eksperimenterende’. Sådan er det, også selv om et udsnit af udbyderne faktisk har både lambda-værdier, CE-mærkning og sikkerhedsdatablad på deres isoleringsprodukter.
Papiruld Danmark støtter sig på, at papirisolering har været anvendt i andre dele af verden i 100 år. Amerikanske sammenligninger mellem isoleringstyper, baseret på sten og genbrugspapir, har vist, at bygninger med papiruld i mure, lofter og gulve har et 25 procent lavere forbrug af energi, oplyser Papiruld Danmarks direktør Claus Skov. I en bæredygtigheds diskussion er det også vigtigt, at CO2 produktionen i forbindelse med fremstillingen er lavere: Stenuld: 27 kg, glasuld: 20,5 kg, papiruld: 17 kg CO/m3.