Firmaet Interface præsenterer nu den næste bølge inden for design af tæppefliser. Det sker med kollektionen Net Effect, hvor inspirationen er hentet fra havet. På den ene side er det blå hav udtryk for en generel livgivende kraft til mennesket og på den anden side en konstant påmindelse om, at vores have på flere måder befinder sig i en sørgelig forfatning, hvilket både mennesker og virksomheder har en pligt til at forholde sig til og gøre noget ved.
Det globale havmiljø og flere af de arter, der har havet som deres livsgrundlag, er truet af overfiskning, bortkastede fiskenet, forurening og klimaforandringer.
Den nye kollektion, Net Effect, har udover en generel inspiration fra havet også fundet inspiration i projektet Net-Works, der er et globalt udviklings- og bevaringsprojekt mellem Interface og den velgørende organisation ZSL, Zoological Society of London. Net-Works blev lanceret i Danajon Bank i Filippinerne i 2012. Det gik ud på at tackle to problemstillinger på én gang. På den ene side skulle der gøres noget ved det store og voksende miljøproblem, som bortkastede fiskenet udgør for kystområder i et af verdens fattigste områder. Og på den anden side ønskede man at skabe en alternativ forsyning af brugt nylon til ny tæppegarnsproduktion. Dette projekt er stadig i sin vorden, men de indsamlede filippinske fiskenet vil senere indgå i produkter fra Net-Effect-kollektionen. Målet er i første omgang at indsamle 200 kg. brugte fiskenet per måned i hver af de landsbyer, der medvirker i projektet.
Havets dybe, dragende skønhed
Produktkollektionen Net Effect skal minde os om havets smukke overflade og de stærke hvirvlende strømme. Designet er skabt af David Oakey, ejer af David Oakey Design og eksklusiv designer for Interface. Kollektionen består af seks modulære tæppeflisedesign.
”På den æstetiske side har vi bestræbt os på at fange den positivitet og universelle skønhed, som knytter sig til havet,” siger Oakey. ”Kollektionen forbinder mennesker med følelser og skaber mindelser om strande. Men under overfladen finder man det rigtigt skønne, hvilket er det der skaber det ekstraordinære”.
Net Effect kommer i tre forskellige kvadratiske design på 50 x 50 cm, og som i sine teksturer og farver gengiver lige det øjeblik, hvor en bølge skyller op på stranden. De enkelte fliser kan kombineres i adskillige mønstre. De kvadratiske fliser med de organiske former kan kombineres med det nye format Planks i 25 x 100 cm. De to størrelser kan kombineres til at imitere flydende vand og bølger med mere lineære mønstre. Både de kvadratiske fliser og de aflange planker leveres i to blå og seks neutrale farver, der er trukket ud af havets dybder og fra de sol- og saltblegede sten og træstykker, der skyller op på strandene.
Produkt med mening
Net Effect indeholder 100 procent genanvendt garn, hvilket er i overensstemmelse med Interface’s bestræbelse på at eliminere enhver negativ påvirkning af miljøet.
Garnet i Net Effect kommer fra forskellige kilder, heriblandt udslidte tæpper, som er genindvundet via Interface’s ReEntry-program og fra genindvundne fiskenet fra erhvervsfiskeri. Senere vil der også indgå fiskenet fra de filippinske fiskenet i produkterne.
Siden 1995 har ReEntry-programmet stået for genanvendelse af 121.000 tons brugte tæppefliser og banevarer.