Otte ud af ti boligejere har trægulve i deres hjem, fordi de synes, at det er smukt. Det viser ny undersøgelse fra Tarkett, hvor 1.000 danskere er spurgt om deres holdninger til gulve. Udseendet er den vigtigste grund til, at danskerne vælger trægulv frem for andre gulvmaterialer. Undersøgelsen viser også, at valget i højere grad falder på planker eller 2-stavsgulv, og at grå i alle nuancer er stadigt mere populært ligesom det rustikke vintage-look.
En ny undersøgelse af danskernes brug af gulve viser, at valget ofte falder på ægte trægulv, når de skal vælge gulv til hjemmet. Den vigtigste årsag er, at træ er smukt. Andre grunde er, at det føles varmt og behageligt at gå på, og det er let at vedligeholde.
- Vores undersøgelse viser, at danskerne har en forkærlighed for trægulve. Trægulve har et naturligt, smukt og ægte udseende. De giver også en hyggelig følelse, er solide og kan slibes og er desuden i dag meget nemme at lægge.Når man køber et trægulv, skal man tænke over, at det skal kunne håndtere det nordiske klima med store variationer i luftfugtighed og temperatur mellem årstider,, siger Gitte Felvang Nielsen, Sales- and Marketing Coordinator hos Tarkett i Danmark.
Træ er et levende materiale skabt af naturen, og derfor er alle trægulve unikke. Farven, teksturen og årringenes udseende varierer ganske naturligt. De naturlige elementer forarbejdes til inspirerende og funktionelle gulve. Behandling i form af maling eller olie giver trægulve forskellig glans og beskytter overfladen. Med lakering, børstning og varmebehandling får gulvet sit særlige udseende og farve.
En klar tendens i år er, at danskerne i stigende grad vælger planke- eller 2-stavsgulv i deres hjem. Grå trægulve i forskellige nuancer stiger også i popularitet - fra lyse gråtoner til mørk grafitgrå eller brunlige gråtoner.
Det rustikke vintage look, der slog igennem for et par år siden, er stadig populært. Gulve skal ikke se helt nye og ubrugte ud. Med mekanisk slid, pletter og børstning skabes et gulv, der giver en antik følelse. Samtidig med disse tendenser bevarer det klassiske 3-stavsparket i eg sin position, som det mest eftertragtede trægulv, hedder det i meddelelsen fra Tarkett.
Trægulv mest populært i stuen og soveværelset
Det er mest populært med trægulv i stuen og soveværelset ifølge Tarketts undersøgelse.
Toplisten: Her vil danskerne helst have trægulv:
1. Stuen 81 procent
2. Soveværelset 69 procent
3. Hjemmekontoret 59 procent
4. Børneværelset 53 procent
5. Gangen 39 procent
6. Køkkenet 34 procent