For Michael Nielsen, 43, der netop er tiltrådt som ny direktør i Ardex Skandinavia, bliver den største udfordring at bygge videre på den succeshistorie, som virksomheden igennem 46 år har opbygget i Danmark. Endnu større kundefokus kombineret med medarbejderinvolvering og mere synliggørelse af virksomheden udadtil er en del af svaret.
Når Ardex Skandinavia i dag får en ny mand i chefstolen i form af 43-årige Michael Nielsen, der kommer fra en stilling som direktør i Scandinova, sker det, ud over af hensyn til generationsskifte, for at sikre udbygningen af den kontinuerlige, stabile fremgang, som virksomheden har oplevet i Norden igennem de sidste næsten fem årtier.
-Jeg håber at kunne gøre min forgænger kunsten efter og fortsætte den gode udvikling. Ardex har et unikt setup med teknologisk udvikling, miljøvenlig produktion, rådgivning på højeste niveau og kursusaktiviteter, der har skabt en stærk lokal forankring ude hos kunderne, og den base skal vi bygge videre på. Det bliver den største udfordring i de kommende år, siger Michael Nielsen.
Større kundefokus
Michael Nielsen, der bl.a. har læst virksomhedsledelse på Henley Business College, beskriver sig selv som en handlingens mand med et stærkt arbejdsgen og en meget åben, nysgerrig og empatisk indstilling. Det er en kombination, der ligger i fin forlængelse af ånden i Ardex Skandinavia:
- Der er langt mellem virksomheder med så tæt en forbindelse mellem visioner og handling, som Ardex har haft igennem årene. Der er simpelthen en rød tråd mellem det, man siger, og det man gør. Sådan skal det fortsat være, men vi skal fremover i endnu højere grad fokusere på kunderne og udvikle de unikke løsninger og den rådgivning, der skaber værdi for dem, forklarer Michael Nielsen og fortsætter:
- Her spiller medarbejderne en nøglerolle. De er vores vigtigste ressource, fordi de med deres højt specialiserede viden og know-how bringer værdi til hele fødekæden. Jeg ser frem til at udbygge medarbejderinvolveringen, så alle kolleger bringer ting til torvs og bliver en aktiv del af hele processen. Den betingelsesløse søgen efter hele tiden at gøre tingene bedre skal fortsat være det, der driver værket.
Succeserne skal synliggøres
Ud over et fortsat målrettet kundefokus og medarbejderinvolvering vil Michael Nielsen bl.a. arbejde for at synliggøre Ardex Skandinavia endnu mere over for kunderne og markedet. Han uddyber:
- Vi skal blive endnu bedre til at vise, hvem vi er, hvad vi står for, og hvad vi kan. Ardex er jo i sin industri bl.a. en af verdens førende på de tekniske løsninger og på miljøområdet. Samtidigt producerer vi lokalt i Danmark og har et unikt rådgivningsmæssigt setup. De succeshistorier skal vi blive endnu bedre til at fortælle, siger Michael Nielsen.
Ardex Skandinavia A/S er et af tyske Ardex GmbHs 39 datterselskaber verden over. Ardex har i dag fabrikker i 10 forskellige lande, og ca. 250 medarbejdere er beskæftiget med forskning, udvikling eller kvalitetssikring for at tilsikre, at man er først med ny teknologi og miljøviden.
Ardex Skandinavia har siden 1967 produceret, solgt og markedsført hurtige og miljøvenlige spartel-, klæbe- og fugemasser til professionelle i den danske byggebranche, og virksomheden er bl.a. DGNB-certificeret og medlem af Green Building Council Denmark.
Læs mere om dansk gulvbranche og om moderne gulvbelægning i magasinet Gulv, der udgives som tillæg til Byggeplads.dk. Tegn abonnement her.