Blandt de store beslutninger var kontorernes gulvbelægninger, hvor kravet om bæredygtighed blev suppleret med lige så artikulerede betingelser om komfort, akustisk kvalitet og ergonomi.
Løsningen kom fra danfloor; i de senere år er producenten fra Kibæk kommet med i førerfeltet af tekstile gulvbelægninger, som har forædlet det moderne tæppe med genbrugsfibre.
Fra danfloors kollektioner valgte DSB 17.000 kvm Eco Weave, som er en vævet banevare med den genanvendte nylonfiber Econyl®, fremstillet på Aquafils produktionsanlæg i Slovenien. Råmaterialerne til Econyl® er indsamlede, sorterede og raffinerede fibre fra udtjente tæpper og tæppefliser og fra andre nylonfiber overskudsprodukter som f.eks. gamle fiskenet.
DSB valgte danfloors Eco Weave fra det program, der også omfatter de microtuftede dessiner med fliser og banevarer Eco Tile, Eco Trend og Eco Style. De tekstile løsninger med latex bagside er lagt bl.a. i kontorområder og i auditorier.