Skrappe krav til indbygningshøjder i tagpavillonen på ARoS Aarhus Kunstmuseum betingede valget af løsninger til køling og opvarmning.
Det pointerer projektleder og arkitekt maa hos Schmidt Hammer Lassen Architects Frederik Schou-Hansen. Valget af varmesystem endte med at pege på et klimagulv fra Novopan: – Fordi det var den optimale løsning til museets tagpavillon, hvor der kun er få cm luft fra det færdige gulv ned til den stålkonstruktion, som bl.a. også bærer kunstneren Olafur Eliassons berømte kunstværk Your Rainbow Panorama, forklarer Frederik Schou-Hansen. Der er således ikke plads til at fremføre traditionel varme i f.eks. konvektorgrave. Bindingerne betyder også, at de fysiske forhold ikke tillader nedstøbning af varmeslanger. Men Novopan Klimagulvet løser opgaven, noterer arkitekten.
Det er tilfældet, fordi varmeslangerne ligger lige under gulvbelægningen og løber i aluminiumsprofiler, der fungerer som varmeplader. Det giver en indbygningshøjde på sparsomme 22 mm og varmereguleringen bliver i tilgift både mere præcis og mere fleksibel, fordi temperaturen alene ændres i den afsluttende topbelægning, modsat varmeslanger i betondæk. Samtidig gør betonindstøbte varmeslanger natsænkning meget tvivlsom, fordi den store gulvmasse reagerer over lang tid. I Novopan Klimagulvet indtræder den ønskede ændring indenfor en halv til to timer.
- Der kan opnås energibesparelser på omkring fem procent, oplyser Novopan Træindustri A/S.
Frederik Schou-Hansen peger også på æstetikken: – Ud fra den synsvinkel er jeg glad for Novopan Klimagulvet, fordi vi undgår skæmmende radiatorer foran de vinduer, som skal levere udsigten. Det er et betydeligt aspekt i dette projekt, hvor æstetisk ro er højt prioriteret, tilføjer arkitekten.
Tagpavillonen er en tilbygning, der binder det eksisterende kunstmuseum – der er blandt Nordeuropas største – sammen med Olafur Eliassons kunstværk.
Entreprenørfirmaet Juul & Nielsen i Lystrup ved Aarhus har stået for udførelsen: Byggeleder Mikkel Juul Nielsen: – Nedlægning af Novopan Klimagulv er normalt let og uden de store udfordringer. Her blev vi alligevel sat på prøve med den stålkonstruktion, der byder på mange skæve mål og ekstra skærearbejde. På Novopan Klimagulvet er monteret en 12 mm gulvrenoveringsplade inden montagen af et fuldklæbet højkants parketgulv, lyder redegørelsen fra Mikkel Juul Nielsen.