Boen, førende producent af trægulve med norske aner, har raffineret rollen som rådgiver, når gulvplankerne eller parketstavene skal langes over disken.
- Vel skal vi sælge gulve, men vi skal gøre det i sammenhæng med den baggrund og de ønsker, som vores kunder har, argumenterer dansk landechef for Boen, Jørgen Jensen. I disse dage præsenterer han arbejdsgiverens nyeste udspil, der manifesterer sig som markedsføring med kikkertsigte, målrettet målgrupper, der defineres ved hjælp af Boen’s nye værktøjer: En stilhåndbog som en hjælp til dem, der skal sælge gulvene og et kunderettet katalog med den komplette oversigt over alle produkter.
- Begge redskaber, der netop er udkommet, er opdelt i segmenter, som kunderne efter type kan identificere sig med, forklarer Jørgen Jensen; at kunden i samarbejde med Boen begynder med at placere sig selv i forhold til segmenterne, gør det nemmere at vælge det rigtige gulv. Både katalog og stilhåndbog præsenterer gulvene i iscenesatte indretningsforslag med møbler, belysning og accessories.
- Og vi nøjes ikke med at vise indretningsforslagene, uddyber Jørgen Jensen, vi identificerer også indretningens komponenter med f.eks. producent og designer, så kunden kan bruge katalog eller håndbog fra Boen som en guideline for sin indretningsløsning, inklusive gulvet.
Det er den norske indretningsarkitekt Helle Tjaberg, der har været ekstern konsulent for Boen på ikke mindst Stilhåndbogen. Helle Tjaberg har anskuet produkter og løsninger med friske øjne og kan derfor agere forbrugernes advokat og rådgiver. I hendes optik bærer segmenterne overskrifter som Pure Nordic, Modern Rustic, Classic Elegance og Urban Contrast.