Fremtidstro i Hannover

Domotex 2016 blev en lys fortælling om gulves design og klimatiske modstandskraft. Og så blev der tid til en snak om gulve som mode og på agentfilmens scene

Domotex i Hannover ser sig selv som gulvbranchens svar på FN: At være hele klodens ubestridte markedsplads for udveksling af produkter, løsninger, værktøjer og holdninger til gulvbelægninger.

Det mål har arrangøren af Domotex, Deutsche Messe, været ganske langt væk fra i tidligere kriseregulerede udgaver af gulvmessen: For få, for lidt, for sent. Men med 2016-årgangen er der grund til, at de ranker ryggen i Hannover; efter år med tvivl om messekonceptets hele duelighed peger alt på, at historiens storhed kan gøres til virkelighed igen. Besøgstallet for dette års Domotex gik betydeligt op til 45.000, svarende til 13 pct. op fra 2015, der blev sat rekord i udstillerantal med 1.441, og med stor købelyst og generel aktivitet noterede Deutsche Messe overvejende tilfredshed på standene.

Globalt barometer

Dr. Jochen Köckler, Deutsche Messe:

– Domotex har taget et betydeligt skridt i retning af at blive gulvindustriens globale barometer for fremskridt og velstand!

Jochen Köckler blev bakket op af en af de førende udstillere, belgiske Unilins direktør, Paul De Cock:

– Messen er den vigtigste platform for vores in­ter­­nationale for­ret­ning med en konstant strøm af gæster, som har gi­­vet os grund til stor optimisme i vo­res planer for frem­tiden.

Unilins brands Quickstep og Pergo optrådte således med en dristig satsning på bl.a. LVT, Luxury Vinyl Tiles, som især Pergo vurderer som et af sine største aktiver: En ny kollektion tåler varme helt op til 66°C uden deformation, ligesom den er tolerant over for fugt.

Eksemplet tjener til at vise, at nyhed­erne i Hannover ikke bare havde æstetik og nyt design som mål, men i høj grad også adresserede f.eks. de klimatiske vilkår, som skal danne afsæt for gulvbelægningernes egenskaber.

Foto: Fra Windmöllers introduktion på Domotex 2016 – Purline polyuretangulv med parket-look i et institutionsmiljø.

Mode og miljø

Og så handlede andre produktnyheder om gulvet som ‘fashion’: Den nemme montage af en fysisk beskeden belægning, der er nem at skifte til næste sæsons farver, mønstre og struktur. Skal det ske, er det også et must, at materialet skal være bæredygtigt, forklarede den tyske producent Windmöller, som stillede op med bl.a. sin Pur­line-kollektion af en tynd polyuretan (7 mm): Nemt, robust, rengøringsvenligt og frem for alt af bæredygtige materialer uden belastning af det eksterne miljø, lød det fra Windmöllers stand, som i anledning af Tysklands kommende værtsskab for VM i fodbold udfoldede de mange temaer, der knytter sig til netop den sport.

Også her sporedes nye signaler på Domotex 2016: Standene var større og flottere, rigere og med slagkraftige budskaber i troen på, at lysere tider ikke bare gryer forude, men faktisk allerede er over os.

Foto: The Wool Centre: Netværkssamarbejde og en iscenesættelse med lobbystemning, som antyder kompleksiteten i at fremstille et kvalitetstæppe.

Agentfilmen

Et godt eksempel var fra en hjemlig adresse, nemlig Woca Denmark, også kaldet TT Wood Care, der præsenterede sine nye olier og lakker i en både lækker og spektakulær iscenesættelse med udspring i kendte og ikoniske agentfilm. Idéen var at indsætte, hvad TT Wood Care selv opfatter som enestående teknisk innovation i storfilmenes kontekst: Fed historie med et endnu federe budget!

Tilsvarende sås ‘uldlobbyen’ med danske Danspin og internationale Wool of New Zealand i et superdesignet miljø, hvor gæsten følte sig hensat til atmos­færen på et stjernebestrøet luksushotel.

Skal man tro Deutsche Messes Domo­tex-fortælling, så er det slut med krisesnak. Nu skal der ses fremad!

Topfoto: TT Wood Care lod sig inspirere af en kendt og elsket filmgenre i håbet om, at noget af populariteten ville smitte af. Foto: TT Wood Care.