Det nye initiativ StøtGulvsliberne.nu skal bygge bro mellem professionelle gulvslibere og de virksomheder, kommuner, foreninger m.fl. der ønsker at fremskynde renoveringen af deres gulve – mens deres lokaler alligevel står tomme pga. Covid19. Dermed kan de undgå renoveringsprojekter i arbejdstiden – og gulvsliberne får en mulighed for at holde deres virksomheder kørende under krisen.
Covid19 har lammet det meste af landet, og især små og mellemstore virksomheder kæmper for at holde hjulene i gang. Nogle af disse virksomheder er de professionelle gulvslibere, der løbende renoverer gulve i alt fra sportshaller og hoteller, til kommunale byggerier og virksomhedsdomiciler. Gulvsliberne har svært ved at skaffe opgaver nu – selvom det faktisk er et oplagt tidspunkt at få renoveret sine gulve, når lokalerne alligevel står tomme pga. Covid19.
Fremskynd planlagte renoveringer
Dét budskab vil landets største producent af trægulve, Junckers Industrier A/S, gerne udbrede. Derfor har virksomheden iværksat initiativet og mikrositet StøtGulvsliberne.nu, der skal formidle kontakt mellem gulvsliberne og de virksomheder, kommuner, foreninger m.fl. der ønsker at fremskynde allerede planlagte renoveringsprojekter.
-Initiativet skal ses som en håndsrækning til de mange håndværkere og små virksomheder, der udfører gulvsliberopgaver og som har svært ved at finde opgaver i øjeblikket. Vi kan være med til at bygge bro mellem dem og de kunder, der alligevel har en gulvrenovering i planerne inden for den nærmeste fremtid. Sitet skal gøre det nemt for parterne at finde hinanden hurtigt, så renoveringsprojekterne kan komme i gang med det samme, mens nedlukningen varer og lokalerne er tomme, siger Susanne Nordvig, der er Head of Customer Service og Marketing hos Junckers Industrier A/S.
En gratis service
Formidlingen af kontakt er helt gratis og uforpligtende, og Junckers Industrier A/S har ikke som sådan nogen andel i de enkelte projekter. Men i kraft af virksomhedens position i branchen, er man blevet bevidst om, at især mange kommuner er opsatte på at fremskynde deres renoveringsprojekter.
-Vi vil gerne hjælpe vores samarbejdspartnere – gulvsliberne – med at komme helskindet gennem krisen. De behøver ikke anvende vores produkter i projekterne, men vi er selvfølgelig behjælpelige med vores kompetencer, hvis de ønsker det, siger Susanne Nordvig.