Den Bygma-ejede gulvgrossist Scandinova har pr. 1. juli ansat 41-årige Jacob Storm som ny adm. direktør. Han kommer fra en lignende stilling som country director for Danmark hos den globale Diversey-koncern, der er markedsledende inden for løsninger til blandt andet miljøvenlig bygningsrengøring, fødevareindustri, fødevaresikkerhed og desinfektion.
Hos Scandinova får han nu til opgave at sikre den fortsatte udvikling af virksomheden, der leverer til professionelle gulvfirmaer landet over via sine grossistcentre i København, Odense, Aarhus og Aalborg.
– For mig er det enormt spændende at komme til gulvbranchen, der er både dynamisk og præget af stor faglighed. Jeg ser frem til at stå i spidsen for en af branchens førende virksomheder og sammen med resten af holdet sikre en god udvikling i de kommende år, fortæller han.
– Jacob kommer med en meget solid forretnings- og ledelsesmæssig baggrund og masser af stærke resultater i bagagen. Samtidig er han som person engageret, inspirerende og god til at bygge relationer, så jeg er overbevist om, at han er den helt rette til at sikre udviklingen af Scandinova fremover, siger adm. direktør i Bygma-gruppen Peter Hellerung Christiansen.
Skab værdi for kunderne, der hvor de er
Jacob Storm er uddannet nationaløkonom (cand.polit.) fra Københavns Universitet i 2003 og har derudover gennemført en lang række videregående salgs- og ledelsesprogrammer på blandt andet Copenhagen Business School (CBS) og Probana.
Han startede karrieren som Financial Analyst hos Johnson Diversey i 2003 og har siden lært salgshåndværket og salgsledelse via stillinger som salgsanalyse- og support manager, salgsleder og senest country director fra 2011 frem til nu. Her har han blandt andet sikret udviklingen af en meget effektiv kundefokuseret organisation hos Diversey i Danmark.
– Vi skal skabe værdi for kunderne, der hvor de er, og ikke kun sælge løsninger. Scandinova har her et rigtigt godt afsæt, som vi nu skal have styrket yderligere til gavn for kunderne, så de får nemmere ved at udvikle deres egen forretning, slutter han af.
Privat bor Jacob Storm i Allerød med sin kone og tre børn. Han bruger fritiden på hjemmebyg-projekter, oldboys-fodbold, hobbyimport af kvalitetsvin samt gastronomi, ligesom han blandt andet er bestyrelsesformand i Virena ApS.
Fakta:
Country director Diversey 2011 - 2020
Bestyrelsesformand Virena ApS
Diverse salgs-, ledelses- og finansfunktioner i Diversey 2003-11
Uddannet cand.polit. fra Københavns Universitet 2003
Foto: – Vi skal skabe værdi for kunderne, der hvor de er, og ikke kun sælge løsninger, siger Jacob Storm, der pr. 1. juli er ny administrerende direktør for gulvgrossisten Scandinova.
Læs mere om gulvbranchen i den kommende juni-udgave af Magasinet Gulv.