I Kolding har Dane-Wood åbnet nyt showroom med besøg fra Kurdistan og New Zealand. Tarkett springer ud med træ, der skinner som kobber, og Junckers er klar med en drama-queen som ‘Mountain Silver’, der er sort som elfenben. Østrigske Mafi kan noget underligt med træ, der i år har indbragt producenten en red dot award, mens Woodfloor triumferer med en skønhed af en højkantseg med en brinell på 5,9!
Hvordan gik det lige til?
Trægulvet har i den grad vendt ryggen til en anonym tilværelse dernede på bunden af byggeprojektets hierarki; der fremstilles måske ikke helt så mange, til gengæld bedre. Kilometervis af hvidpigmenteret ask erstattes af gennemtænkte gulvudtryk i samspil med indretningen. Og producenterne har selvfølgelig det bæredygtige FSC certifikat i orden.
Selv i afdelingen for de flinke og pæne trægulve er der en god historie. Junckers har f.eks. også en saga om drivtømmeret fra de syv have, der har inspireret en ny mineralsk gulvolie. Udtrykket i træet bliver, mener Junckers, ’som drivtømmerets, der vejrbidt og fyldt med historie er skyllet op på stranden.’
At olien er mineralsk betyder blandt andet, at man kan sætte minus ved selvantændelse, når de brugte klude er røget skakten.
- Der er i den grad eksport i danske trægulvs-kollektioner, forklarer direktør Claus Balsby, Dane-Wood i Kolding. Når vi hilser på kunder fra Tyskland og England i vores nye showroom i Kolding, er det de helt særlige kvaliteter, de er interesseret i. Standardvarer kan de få andre steder. Af samme grund ønsker de sig også en regional eneret; og det får de.
Dane-Wood har også åbnet sit eget olieringsanlæg. Kunderne, der er detailbutikker og -kæder, kan selv bestemme farven på olien ud fra et udvalg på 21 nuancer – og det er et hit, tilføjer Claus Balsby.
Lidt af de samme toner lyder fra Tarkett A/S, som ser frem til en dialog med kunderne om nye versioner af gulv-serien Epoque: Gulvet er i stigende grad blevet et grundlag for indretningen, lyder det fra Tarkett, som har fem nye Epoque-udgaver klar. For dem alle gælder, at de har en stemning af ‘vintage’, dvs. at de ved hjælp af produktionsteknik er født med patina. De nye er alle baseret på eg, men i forskellige farvenuancer fra lys grå over oliven til kobber! Som en hjælp til at vælge er kollektionen inddelt i fire trends: Home Made, Modernity, Happiness og Classic.
Effekter
Mens Tarkett har ladet sig inspirere af kobber til sit trægulv, får andre producenter gode ideer af træets fortællende struktur og åretegning til at fremstille gulve, der grangiveligt ligner træ. Men de er fremstillet af laminat eller vinyl. Det har mange producenter kastet sig over; en af de aktuelle kan hente sine erfaringer uden at gå udenfor huset. Hamberger Flooring har også en omfattende produktion af lamelplanker, men er gået i luften med en kraftig forøgelse af sin Gran Via laminatgulvskollektion. Og her spares ikke på effekterne, når Hamberger med sin Haro laminat fortæller om Country Life og Colonial Pine. Mere end glimtvis får man nu nærmest en fornemmelse af at være på safari! Gran Via præsenterer i alt fire nye overflader i eg og en enkelt i en nordisk lys ask. Uanset hvilket, man vælger, er man sikker på, gulvet bliver set!
Hærdet eg
At gulvet spiller en ny hovedrolle, er så Woodfloors mening. Især efter det indtryk producenten er lykkedes med at skabe i det globale revisionsfirma KPMG’s danske hovedsæde på Frederiksberg. Her er Woodfloors Inline NATwood højkantsparket i eg et stærkt ledemotiv gennem det enorme hus på mere end 30.000 kvm. Stærk får her en dobbeltbetydning, fordi Woodfloor – ud over arbejdet med gulvets lød og struktur – også har brugt kræfter på at styrke funktionaliteten med en varmebehandling. Under høj varme fyldes træets porer med naturharpiks og voks, inden det igen afkøles. Den proces gør, at træet bliver 60 procent hårdere og øger sin brinell-værdi fra egs 3,5 til 5,9!
Træets styrke kan aflæses af, at der ydes 30 års garanti ved boligbrug, oplyser Woodfloor, som også lover, at thermo-versionen af NATwood endog kan anbefales til vådrum og wellness.
Burberry!
Helt alene er de ikke med den form for forædling af træet. Samme ærinde har østrigske Mafi været ude i for at skabe et trægulv med en helt anderledes overflade. En langtids varmebehandling ved lavere temperaturer, fulgt af en mønsterprægning i overfladen har gjort producentens nye trægulvs kollektion vand- og smudsafvisende, uden at den har ændret på træets muligheder for at ånde. Den proces er Mafi lykkedes så godt med, at den eftertragtede innovationspris red dot award nu er på vej til østrigerne for det teknologiske fremskridt, der har skabt helt nye markeder for gulve af bøgetræ – f.eks. i wellness centre. Alene varmebehandlingen gør forskellen – ingen kemi, lyder det fra Mafi, som også fremhæver træoverfladens bløde overflade til bare tæer.
Dertil kommer så mønstringen, der helt sikkert vil dele den offentlige mening. Diskret er den ikke, Burberry-inspirationen; nogle vil sige, den er
he-e-e-lt vild!