Naturens sæsonskift overført til tæpper

Ege Carpets har skabt serien Transition – ud fra et ønske om at overføre naturens omskiftelighed til det moderne, professionelle interiør

Kollektionen Transition er inspireret af naturens regulære genanvendelsesproces med frø, der omdannes til modent, blomstrende løv, som med tiden forvitres til skrøbelige teksturer, der igen bliver til frø, så det hele starter forfra. Sådan lyder den naturpoetiske fortælling fra Ege Carpets om den nye kollektion. Intet mindre.

Naturalisme på gulvet

Naturens egen uforudsigelighed kommer ind i rummet med ujævne teksturer og lag, og strukturer overføres til interiøret og afspejler de vigtigste elementer i den sæsonbetonede cyklus gennem de tre design: Seed, Leaf og Fibre.

– Den organiske nærværelse og sanselige følelse af materialerne defineres af tæppegarnets flerdimensionelle løkkekonstruktion, der føjer dybde og interessante detaljer til mønstre og farver. Hvert design fås i en lang række bløde og tonede farver, der afspejler naturens nuancer, og som er blevet researchet nøje samt koordineret og udvalgt i forhold til den rolle, de spiller i at skabe et godt fysisk og mentalt helbred. De grå og brune jordfarver giver således en beroligende, tryg og afdæmpet atmosfære, mens de grønne og blå farver bringer ny energi, kreativitet og optimisme, lyser det selv fra Ege Carpets.

Bæredygtighed

Kollektionen er skabt i tidens trend med bæredygtighed som nøgleord. Produkterne er således fremstillet af ECONYL® garn baseret på brugte fiskenet og andet industrielt affald, der indsamles, rengøres og omdannes til det slidstærke garn. En positiv fortælling, der falder ind i den globale bekymring for natur og klima. Den danske kollektion er således et lille bidrag til at beskytte havlivet ved at finde et nyt og meningsfuldt formål med drivende fiskenet, som udgør en tiendedel af affaldet i havet. Brugte plastflasker genbruges til den patenterede Ecotrust-bagside, der er standard på alle tæppefliser fra Ege Carpets.

Det er en avanceret fremstillingsteknik, der forvandler flaskerne til det bløde, men stærke filtmateriale, som er et yderst behageligt underlag med akustikfremmende egenskaber.

Kollektionen fås som tæppefliser, tæppeplanker og væg-til-væg-tæppe.

Fakta

Designfirmaet Manganèse Éditions blev etableret i 2004 og er lillesøster til det internationalt anerkendte design- og brandingbureau Saguez & Partners. Manganèse har base i Paris og bruger en raffineret, poetisk og tidløs tilgang til at skabe en historie. Med grundig viden og research i udtryk og farver designer de rum og inventar, der er nemme at holde af og behagelige at bruge.

Billedtekst:

Kollektionen Transition fra Ege Carpets er inspireret af naturens regulære genanvendelsesproces.