At få de danske arkitekter ind gennem tælleapparaterne er den danske gulvmesses ambition. Det har ikke mindst været tilfældet i de senere års udgaver, hvor gulvbranchens leverandører og entreprenører samt deres partnere indenfor tilbehør og værktøj har været forsamlede i Kongrescentret i Herning.
Nu er gulvmessen på vej til Messecenter Herning og en afvikling sammen med indretningsmessen Formland.
Det oplyser Messecenter Herning, som er en hårsbredde fra at beslutte sig for den kommende udgave af den danske gulvmesse; den får navnet Gulv’13. En placering i tid og sted parallelt med Formland til kunne få arkitekterne i tale, mener arrangøren, der beskriver indretningsmessens to årlige udgaver som lidt af en magnet for ikke mindst indretningens tegnestuer.
- Det er vores plan at lade det smitte af på Gulv’13, som får ekstra besøg, når designerne nu alligevel er i byen og kan slå de berømte to fluer med et enkelt smæk, lyder vurderingen fra Messecenter Herning, MCH. Messearrangøren er – som i de to foregående årgange – fortsat den ansvarlige for gulvmessens planlægning og afvikling, mens Gulvbranchen er sparringspartner, understreger brancheforeningens formand, direktør Christian Strøm.
- At lade gulve blive præsenteret ikke bare som produkter, men som løsninger i den helhed, der også meget vel kan omfatte indretningens øvrige komponenter, vil vi gerne støtte. Det giver god synergi, mener Christian Strøm, hvis succeskriterium er, at en gulvmesse skal henvende sig til alle med en professionel interesse for de produkter og de faglige udfordringer, der handler om gulve.
- Om udstillerne så vil tage vel imod idéen om, at den opgave bedst løses i et bredformat sammen med Formland, det vil MCH så siden kunne konstatere. Jeg synes, initiativet lyder rigtigt, tilføjer Christian Strøm.