Vil du blive bedre til dit fag, styrke dit netværk og måske endda få en kunde eller to mere i ordrebogen, så kom til generalforsamling i Vejle i maj!
Sådan lyder opfordringen fra Gulvbranchens formand, direktør Chr. Strøm, Charles Christensen A/S.
- Det er ikke mindst i disse ret så hårde tider, hvor der skal kæmpes for bundlinjen, at der kan være store fordele ved at samles og udveksle erfaringer og modtage nye informationer, observerer Christian Strøm. Netop på denne generalforsamling er der aktuelle emner, som helt sikkert vil være på dagsorden: Udfordringerne med at skabe praktikpladser er et af dem, et andet er forårets overenskomstforhandlinger
- Ganske vist er de store arbejdskampes tid forbi, men der er fortsat interessante punkter i overenskomsterne, og både voldgiftssager og personalesager kan være givende at høre mere om, varsler Gulvsektionens formand Michael Kristensen.
Gulvbranchen er i lighed med andre faggrupper indenfor byggeriet inde i en betydelig udvikling, der både stimuleres af en accelererende produktudvikling fra producenter i hård konkurrence og af teknologiske fremskridt.
- Generalforsamlingen er en anledning til at opdatere sig og høre om de erfaringer, som andre gør med f.eks. ‘intelligente’ belægninger, hvor gulvet går fra at være en passiv ramme om aktiviteter til at være en del af informationsnetværket. Det er også her man kan undersøge, om Gulvbranchens medlemmer selv udnytter de teknologiske muligheder fuldt ud: Elektronisk opgavebeskrivelse, fakturering og kundekontakt fra iPad’en er bare nogle af de discipliner, der vil kunne skabe effektivt overblik i hverdagen for mange medlemsvirksomheder. Udnytter vi det godt nok, spørger Christian Strøm?
Generalforsamlingen kan i den faglige hverdag sammenlignes med en messe, men uden det skarpe produktfokus og i en forsamling, hvor alle mødes i øjenhøjde og med samme afsæt. Generalforsamlingen har sin egen rytme og dagsorden, men det kan ofte være udenfor den, at de vigtigste kontakter opstår.
- Det er her leverandører og entreprenører mødes uformelt og drøfter både nyheder og de erfaringer, man har samlet sig fra samarbejdet i den daglige virksomhed, lyder erfaringerne fra Gulvbranchens formand, der også glæder sig til resultaterne fra de tekniske udvalg. Også de vil blive fremlagt og diskuteret på generalforsamlingen på Hotel Vejle Fjord: Det er networking, der giver omgående udbytte, vurderer formændene.
- At det er sandheden, ser vi af, at medlemmer, der først har været til en enkelt generalforsamling, oftest bliver loyale deltagere år efter år, fordi de kan se, tiden er vel investeret, observerer Christian Strøm.
Gulvbranchen glæder sig over, at årsstatus på medlemmerne – leverandører og entreprenører tilsammen – er i stabil udvikling med et aktuelt medlemstal på knap 200 virksomheder.
-Vi er meget tilfredse med, at vi hvert år modtager nye indmeldelser i den klare forventning, at et medlemsskab af Gulvbranchen betaler sig, konstaterer branchechef Anders Hjorth Jensen.
Årets generalforsamling holdes 2. maj.