Vinylvæv er ny trumf med mange værdier

Den usædvanlige trio af varme, komfort og robusthed er målet, man forfølger med ekstruderede eller tuftede fibre af vinyl eller bomuld

Ekstruderede vinylfibre er udgangspunktet for stærkt forædlede kollektioner af belægninger i fliser eller baner fra europæiske producenter af ftalatfrit pvc-væv med en bagside af recyclet vinyl.

En af dem kunne opleves på dette års Domotex: Spanske Vertisol med produktet FitNice®.

Komfort, ergonomi, design og akustik er egenskaber, der hyppigt anføres af Vertisol og FitNice® – lidt i samme dur, som vi i et par år har hørt dem citeret af den svenske kollega Bolon. Det usædvanlige er, at de fire værdier nævnes i samme sætning som ekstrem slidstyrke og robusthed!

- Tæppets struktur og stoflighed er fusioneret med vinylens slidstærke egenskaber, lyder det fra den danske agent for FitNice®, Storm Carpet. Æstetik, miljø, teknologi og komfort er indlejret i denne form for belægning, der leveres til både gulv og vægflader – i fliser og ruller og til anvendelse ude såvel som inde.

Bolon producenten med hjemsted i Ulricehamn i Sverige er blevet kaldt en moderne ‘sisal’ på grund af den flade vævning af vinylfiberen.

- Det er først i de seneste år, vinylproduktet er blevet så raffineret, at det nu anvendes til det bredest tænkelige udvalg af opgaver fra lufthavne over butikker og kontorer til institutioner, lyder en forklaring fra Bolon AB. Det er vinylfiberens vandskyende egenskaber, der gør den eminent til anvendelse både inde og ude.

Bolon AB repræsenteres i Danmark af Interstudio i København.

- Det giver fleksibilitet, at belægningen kan fås i både fliser og ruller, pointerer Storm Carpet, som kunne opleves på Vertisols stand på dette års Domotex.

Herhjemme er de første større opgaver med FitNice® på vej.

Et bredt udvalg af vævede og tuftede ‘tekstile’ belægninger af både polymerer og bomuld og med speciel adresse til udelivet kunne opleves på dette års Domotex.

Ikke overraskende hører kunstgræs til denne type banevarer, fremstillet af enten udtjente gummiprodukter – i en bæredygtig version – eller af et udvalg af ekstruderede polymerer. Fibrene fremstilles på centraliserede produktionsanlæg med internationale dimensioner; et eksempel er TenCate™, som fremstiller fibre i såvel bomuld som polymere materialer. Royal Grass® er en førende hollandsk leverandør med dansk agent.